Borgerlige værdier – hvad koster en taburet egentlig?

Hvilke værdier er det Fogh, Løkke, Rønn og ministerkolleger vil kæmpe for og sætte taburetten på spil for? Det er der efter 10 år med blå blok klare svar på, for de sande værdier viser sig som bekendt bedst i det man gør, ikke det man siger.

En af taburetterne har samme værdi som statsborgerskab til godt 400 efterkommere af statsløse palæstinensere. Kan gerne være de er født og opvokset i Danmark, men de har dog mindre værdi end Rønns ministertaburet i Integrationsministeriet. Løkkes taburet i Indenrigsministeriet var mere værd end en lille milliard uddeling til privathospitalerne, men den var så også udstyret med mulighed for opgradering til statsministeriet. Prisen for Bendtsens taburet i Økonomi- og Erhvervsministeriet var i første omgang ikke så høj – kun et par jagt- og golf-ture (nå ja, så måske 12 da, mellem venner forstås!) – men blev siden under Lene Espersen hævet til et par bankpakker, pris ukendt. I Forsvarsministeriet var prisen for taburetten ikke højere, end at minister Gade var villig til at gamble med den for en lækage, som kunne bruges til at sværte oppositionen. Taburetten under forskningsminister Sander var til gengæld urimeligt billig til salg, et smil og lidt privat bistand til familien synes her at have været mere værd end kedelige principper om armslængde og habilitet. Nå ja, og så ville ingen af taburetterne jo overhovedet være besat, hvis ikke der over årene målrettet var blevet købt stemmer med lidt ældrecheck, afskaffelse af børnecheck til de børnerige, og andre såkaldt værdipolitiske tiltag.

Men det store prisskilt for hele festen var selvfølgelig Danmarks fremtid. Det er i alle ti år uden blusel blevet fremhævet af regeringen selv, at når der ikke var flertal for ansvarlig økonomisk politik, måtte den bøje sig og nøjes med at føre den mulige politik. Om det så betød, at ældrebyrden uden reformer ville tage livet af velfærden, at den offentlige sektor voksede over alle bredder, og at konkurrenceevne, udvikling og forskning stagnerede, ja så må vi forstå, at det var den nødvendige pris for at blive siddende på taburetten.

Det siges, at den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles, og Dansk Folkeparti må i så fald siges at have fået fuld valuta for de stemmer, som købte ministertaburetterne. Vi andre må i stedet håbe den dyre fest snart er forbi, så borgerlige værdier igen kan handle om lighed for loven, ubestikkelighed, anstændig sagsbehandling, og andre gammelmoralske dyder.

Advertisements

Om Henrik Støvring

Politik, statistik og lidt om nettet
Dette indlæg blev udgivet i Politik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s